Jeg har ikke blog-brokket mig i enormt lang tid! Ved de hvorfor? Ved de hvorfor? Ved de hvorfor-for-for?? Fordi jeg ikke har været i besiddelse af en computer!
Der var engang i starten af 9. klasse...
Jeg havde taget min computer med i skole. Tidsfordriv. Når man alligevel ikke hører en skid efter, skal man vel have noget andet at give sig til. To poptøser dansede rundt til meget klam og høj musik i frikvarteret og den ene smadrede sin arm ind i min skærm så computeren faldt ned på gulvet. Jeg brugte ALLE mine konfirmationspenge på den computer (Læs: 5000 kr.) for bl.a. at kunne lave mine afleveringer uden at skulle stå i kø foran den ene oldgamle stationære der på det tidspunkt befandt sig i vores husstand. Derfor blev jeg så pissesur at jeg fløj op og skreg noget i retningen af: "Jeg håber kraftedme at du har en god forsikring!". Ikke at det hjalp. I ugerne derefter prøvede jeg at få fat i nummeret på hendes forsikring. Det kunne jeg ikke. Der gik tre uger fra uheldet til jeg fik fat i hendes fucking hjemmenummer! Min far ringede til hendes mor, blev overfuset og derefter stillet om til hendes far, som sagde følgende: "Det var ikke min datter! Det var hende den anden der skubbede! Det er tre uger siden, så vi kan ikke gøre noget ved det! Det er skolens forsikringsselskab du skal snakke med! Det er ikke vores ansvar!"
And guess what...
"Computeren er ikke gået i stykker!"
Undskyld... Hvad? Jeg slæbte hende på daværende tidspunkt hen for at se hvad der var sket. I flæng kan nævnes:
- Der var knækket et stykke af bundpladen af, så halvdelen af skruerne faldt ud, hvilket medvirkede til at min touchpad og musetaster ikke virkede.
- Tastaturet var hoppet af. Det sad OVER plasticbedækningen i stedet for under, så mine taster begyndte at falde af. Delete-tasten sad jeg med i hånden.
- Utallige skrammer, ridser, buler, you name it, diverse steder på computeren.
- Skærmen sad mere løs end den plejede.
- Mulige skader i computeren som jeg ikke kunne lokalisere.
Hun havde altså løjet for sine forældre som tilsvinede min far på det groveste. Jesus Christ!
Der gik lang tid uden at der skete noget. En dag kom den anden pige så hen og fortalte mig at hendes far var Silkeborgs bedste computerreparatør og sagtens kunne lave det. Han kunne oven i købet få fat i en ny bundplade, ordne en allerede eksisterende løs forbindelse i min oplader og optimere computeren med et program han selv havde udviklet. Gratis, som plaster på såret. Jeg takkede selvfølgelig pænt ja og prøvede de næste mange måneder at få afsat min computer hos ham. Men nej!
Mig: "Har du snakket med din far?"
Hende: "Ehrm... Altså... Ja, han kan sikkert godt reparere den! Vi skal nok også selv køre til Kragelund og hente den, bla bla bla"
Indsæt denne samtale 10.000 gange, så har du de næste ti måneder af mit liv. Først til dimissionen i 9. klasse kom han i besiddelse af min computer.
Hele sommerferien kontaktede jeg ham ikke. Han skulle også have lov til ferie og han gjorde trods en enormt god gerning ved at reparere computeren for mig. Efter at han havde haft computeren i tre måneder ringede jeg til Anne. Hun anede ikke hvad hendes far lavede - hun besøgte ham sjældent. Hun mente dog at han havde skruet min bundplade fast igen. Jeg kontaktede hende løbende det næste lange stykke tid og først i oktober sidste år, fem måneder senere, fik jeg fat i hans nummer. Jeg både skrev og ringede til ham, men uden held. I slutningen af oktober skulle jeg sende en ansøgning til Rotary om at blive udvekslingsstudent næste år. Jeg havde ansøgt året før og fik afslag fordi jeg var et år yngre end alle de andre ansøgere. Min gamle ansøgning lå på computeren og da det tager flere dage at skrive sådan en, kontaktede jeg ham næsten på dagligt basis for at få ham til at sende de dokumenter jeg skulle bruge. Først to dage inden sidste afleveringsfrist for ansøgningen fik jeg kontakt til ham. Han lovede at sende dokumenterne om aftenen, men om morgenen var de der stadig ikke. Det var for sent at skrive en ny ansøgning, så jeg droppede hele idéen og gik i hi på mit værelse hele dagen for at tude over en knust drøm. Bonus.
Jeg kontaktede nu Anne igen for at få fat i hans adresse. Jeg var ligeglad om han havde repareret den computer eller ej, jeg skulle bare have fat i den! Hun var i Tyskland på det tidspunkt jeg skrev til hende, så hun bitchede enormt meget. Specielt fordi hun ikke kendte hans adresse! Jeg fik hans fulde navn og prøvede at slå det op på nettet, men uden held!
D. 28. december til d. 4. januar havde jeg besøg af en tidligere udvekslingsstudent fra Italien som jeg mødte gennem Avalon Game Club, derfor tågede vi hele perioden rundt i Silkeborg for at mødes med folk derfra. På et tidspunkt kom jeg endelig i kontakt med ham der havde min computer. Han fortalte mig at han havde prøvet diverse ting, men at ingenting virkede og at min computer var ret dødsdømt. Det undrede mig en del, for den virkede til at fungere fint - rent systemmæssigt -da jeg afleverede den til ham! Men vi fik hans adresse og da mig og udvekslingsstudenten havde aftalt at tage op til en Avalon'er den dag fik jeg overtalt min mor til at hente os og samle computeren op på vej hjem.
Jeg ringede på hos ham og døren blev åbnet. Han rodede lidt rundt i skuffer og skabe og fandt til sidst min computer, rakte den til mig og ventede på at jeg skulle gå igen. Jeg spurgte ham hvad der var blevet af min computertaske med min oplader, samt alle driver-discs, manualer og kvitteringer. Han anede det ikke! Jeg blev stående derinde i ti minutter hvor han rendte rundt i huset for at lede, men han fandt den aldrig. Til sidst tog jeg hjem. På vej hjem i bilen opdagede jeg at bundpladen ikke var skruet fast, der var faldet flere skruer ud, tastaturet sad stadig over plasticbedækningen og min delete-tast var væk. Da jeg åbnede skærmen var der skidt, støv og endnu flere ridser end før. Han havde ikke på noget tidspunkt repareret noget som helst!
Da jeg kom hjem ringede han for at undskylde over det med computertasken. Min mor tog telefonen på det tidspunkt og de aftalte at han skulle komme forbi dagen efter, om han så havde fundet den eller ej. Han kom aldrig og vi har nu prøvet at kontakte ham igen de sidste par uger, men uden held.
Nu har jeg endelig fået fat i en ny computer, men til gengæld er min konto helt tom.
Life is a bitch, and then you die!
By the way, Nanna... Du har fuldstændig ret. Der er for lidt rigtig kærlighed i verden og for meget blind kærlighed - i mit tilfælde kaldet naivitet.
